Sjov dokumentarfilm sætter kulør på danskernes yndlings-neurotiker

By Kim Skotte

klovnen. »Jeg er forbandet med at se alting fra klovnens perspektiv«, siger Woody Allen om sin filmproduktion. Allerede som barn havde han en kringlet humor. - Foto: Scanbox (PR-foto) klovnen. »Jeg er forbandet med at se alting fra klovnens perspektiv«, siger Woody Allen om sin filmproduktion. Allerede som barn havde han en kringlet humor. - Foto: Scanbox (PR-foto)

Man får uimodståelig lyst til at drøne hjem og gense gamle Woody Allen-film på stribe.

Hvad gør man, hvis man er zendrengespejder? Laver ild ved at gnide én pind imod hinanden.

Den slags vittigheder rystede skoledrengen Allan Stewart Konigsberg ud af ærmet i massevis. Lærerinderne i Brooklyn var ikke begejstrede for hans vittigheder, som de anså for vovede og fjollede. Lokalavisen og senere New Yorks aviser, tidsskrifter og komikere var mere positive.

De købte faktisk knægtens vittigheder i bundter. Så på et tidspunkt, hvor de fleste andre 15-årige skoledrenge knokler som buddrenge for håndører, havde skolefloppet Konigsberg, jr. takket være sine vittigheder en ugeløn, der oversteg hans fars.

»Han har haft fast arbejde lige siden«, konstateres det om Woody Allen. For det er selvfølgelig ham, det handler om i ’Woody Allen: A Documentary’.

Forbandet med klovnens perspektiv
Robert Weides morsomme, personlige og oplysende dokumentarfilm sætter betydeligt mere kulør på Woody Allens opvækst og formative år. En glad dreng, indtil han 5 år gammel forstår, at han engang skal dø.

Så får piben en anden lyd. Nemlig den nu velkendte Woody-melodi, hvor vittighederne slår triller på stribe til konstant akkompagnement af de to nagende spørgsmål ’Eksisterer Gud?’ og ’Er der et liv efter døden?’.

De to spørgsmål har stået på bagperronen hele vejen fra de tidlige år som stand-up-komiker med sceneskræk på The Bitter End i Bleecker Street via kænguruboksning til de tidlige år som leverandør af rene filmkomedier til den mere ambitiøse filmkunst, hvor Woody Allen satte scenen i New York og sugede til sig fra Fellini og Bergman.

»Jeg sætter tragediens muse højere end komediens muse«, siger Woody Allen. »Jeg er forbandet med at se alting fra klovnens perspektiv«. Så han mener, hans tragedie som filmskaber har været, at han aldrig har kunne dy sig for at være sjov.

»Målsætningen er hver gang at lave en stor film. Et mål, der indtil nu er undsluppet mig igennem årtierne«, konstaterer Allen, der er berygtet for at afsky sit eget mesterværk 'Manhattan’. Men man må dog konstatere, at ’tragediens’ omfang er til at overskue.

Gennemgående grundproblematikker
Allens output er måske nok lidt ujævnt, men han bliver ved med at lave en film om året, og han har skrevet så rigeligt med klassikere på den Olympus-skrivemaskine, han købte som 16-årig for 40 dollar, at han er selvskreven til positionen som en af de absolut største nulevende filmskabere. Synes de andre fra Scorsese til Owen Wilson.

Kun Woody er lodret uenig.

Jeg har hverken koncentrationen eller dedikationen til at være en stor kunstner

Woody Allen

»Jeg har hverken koncentrationen eller dedikationen til at være en stor kunstner. Jeg vil hellere blive færdig, så jeg kan nå hjem i tide til at se baseballkampen i fjernsynet«.

Et udsagn, som bliver groft modsagt af kvalitetsniveauet i film som ’Mig og Annie’, ’Manhattan’, ’Zelig’, ’Hannah og hendes søstre’, ’Små og store synder’ og mange flere.

Noget af det mest imponerende i Woody Allens lange karriere er evnen til fortsat af vride nye historier, figurer og dilemmaer ud af de samme grundproblematikker.

Kvik i replikken som nogensinde
Man frygtede en trist deroute, da han for nogle år siden besluttede sig for at følge pengene og turistkontoret og lave film i de europæiske storbyer, der gad lege med ham.

Men tænk lige på film som den djævelske ’Matchpoint’ fra London, ’Vicky Cristina Barcelona’ fra Barcelona og ’Midnight In Paris’, der sidste år gav Allen en af karrierens største publikumssucceser. Manden med den gamle skrivemaskine er så langtfra udbrændt.

Robert Weides fortælleteknik er god og gammeldags. Interview med Woody Allen, familiemedlemmer, ekskoner, venner, skuespillere og instruktørkolleger er sat op til pingpong med overvejende kronologiske klip fra Allens 42 (!) spillefilm.

En fortælleteknik med den dejlige sideeffekt, at man får lyst til at drøne hjem og se ikke bare én, men 10-15 af de Woody Allen-film, som det da er alt, alt for længe siden, man har set sidst! Allen er sjov og hans film er sjove, men det handler nok så meget om hans evne til at genskabe et ganske særligt tonefald i film efter film.

I en alder af 76 år er Allen så kvik på replikken som nogensinde. Han er smådøv på det ene øre, men man laver film med øjnene, og som filmskaber har Woody Allen under alle omstændigheder absolut gehør.

Robert Weides film om ham er lavet med sans for manden og en informativ og stærkt underholdende indføring i Woodys verden.

Se traileren til 'Woody Allen: A Documentary' her
woody collage